Auto

Intro
På Auto får du beskidte fingre fra første dag, for vi lærer bedst at reparere biler ved at gøre det. Du kommer rundt om alle dele, og du oplever, at din viden og dine færdigheder vokser med opgaverne.

Uddybning 
På værkstedet Auto får vi olie på fingrene og lærer om biler, mens vi arbejder med dem. Værkstedet er et rigtigt autoværksted, hvor vi arbejder med rigtige opgaver for kunder, så opgaverne er varierende og du kommer godt omkring bremser, styretøj, motor, dæk, lys og lygter. De opgaver du får, vil aldrig være sværere, end at du godt kan løse dem – alene eller sammen med dine kammerater og din værkstedslærer. Dine opgaver vil blive større med tiden, når du selv er parat.

Herudover har vi aftale med et racer-team om at servicere deres Ginetta racer, der kører 24 timers løb over hele verden.

Værkstedet har alle de maskiner, som vi skal bruge til at løse opgaverne, og du får udleveret din egen værktøjskasse, som du selv har ansvaret for at holde styr på og holde god orden i. Du vil opleve, at det er vigtige egenskaber på et værksted, så værktøjet ikke bliver væk og du derfor ikke kan løse opgaven. Eleverne her kommer alle med forskellige erfaringer og forskelligt kendskab til biler, så vi har meget at lære af hinanden og samarbejdet på værkstedet er vigtigt.

Værkstedet Auto er for dig, der måske overvejer en uddannelse som mekaniker eller andet med biler. Du behøver ikke erfaring på forhånd, men skal have lyst til at lære om at arbejde med biler, og så vil du opleve, at du vokser med opgaverne.

Eksempler på uddannelsesmuligheder i fremtiden:

Automekaniker, autoopretter, autolakerer

Værkstedslærer: Kent Steffensen