Om skolen
Udslusningsstrategi
Det er Søndersø Produktionshøjskoles målsætning, at skolens elever får udviklet deres faglige, personlige og sociale kompetencer, så de efter endt ophold på skolen påbegynder og gennemfører en erhvervsuddannelse. For at nå denne målsætning, prioriterer skolen vejledning meget højt.
Når en ny elev starter, bliver der inden for nogle uger lavet en uddannelsesplan, men det er ude på vores faglinjer, at den primære vejledning foregår. Mens eleven er på skolen, bliver der løbende fuldt op på uddannelsesplanen, og skolens vejleder understøtter vejledningen ude på linjerne.
En forudsætning for en god udslusning er, at undervisningen fungerer godt i dagligdagen, så den enkelte elev udvikler de kompetencer, der for ham eller hende er nødvendige for at følge sin uddannelsesplan.
På skolen tilstræber vi os, at der er stor bredde i skolens linjetilbud. Indholdet på linjerne udvikles og forandres løbende, så de opfylder lovens krav om, at værkstedernes faglige indhold skal have relevans i forhold til erhvervsuddannelserne.
Vi tilstræber så vidt muligt at udnytte lovens muligheder for at praktikforløb i private og offentlige virksomheder, så grundlaget for den unges beslutning er bedst muligt. Derfor arbejder skolen også med en lang række af lokale praktiksteder.
Samarbejdet med erhvervsuddannelserne bliver udbygget, så vores elever får indblik i dagligdagen og undervisningen på skolerne. Det ruster dem bedre til at gennemføre deres uddannelse, når de starter.
For de unge, som ikke er i stand til at starte på eller gennemføre en erhvervsuddannelse på normale vilkår udbyder Søndersø Produktionshøjskole EGU (Erhvervsgrunduddannelse).
Når en elev forlader skolen, vil vejlederen og eleven have en samtale, hvor forløbet på skolen evalueres. Der vil i samtalen være meget fokus på, hvad der kan gøres bedre på skolen.
Om produktionshøjskoler
Produktionshøjskoler tilbyder undervisning, som er baseret på praktisk arbejde og produktion. Tilbudet gives til unge under 25 år, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, og som ikke umiddelbart har forudsætninger for at starte på en sådan.
Et ophold på produktionshøjskolen er ikke et formelt kompetencegivende undervisningstilbud.

